
7 marts 2025
Stifter tilbage i førersædet i Rodkjær Event
Mikael Rodkjær, der stiftede Rodkjær Event for mere end 25 år siden, vender tilbage som majoritetsaktionær og adm. direktør. Det sker i forbindelse med, at First Chair Holding, der i en årrække har ejet 60% af aktierne, har solgt sine interesser i selskabet
Det er selskabet selv, der køber hovedparten af sin egne aktier, hvorfor Mikael Rodkjær igen er den bestemmende aktionær via sin aktiepost på 40%.
Mikael Rodkjær er både glad og lidt trist:
Det er naturligvis dejligt selv at kunne bestemme, men det har været en fantastisk rejse, vi har haft sammen med First Chair Group. Selskabet havde næppe været her i dag, hvis ikke First Chair Holding havde været i ejerkredsen gennem Covid 19-krisen, og hvis ikke First Chair Group havde forsynet os med to på hinanden følgende direktører, der har løftet os på rigtig mange måder. Jeg er derfor også rigtig tilfreds med, at de begge fortsætter. Både i bestyrelsen og som del af vores stab, da de begge har accepteret at have en mere arbejdende rolle end det gængse bestyrelsesmedlem. Det betyder også, at vi fortsat kan tilbyde vores mange kunder et meget stærkt hold
Jens F. Kofoed og Søren M. Kofoed, der udgør ledelsen i First Chair Holding og Group, har været henholdsvis formand og bestyrelsesmedlem i Rodkjær Event. De udtræder af bestyrelsen. Ny formand er advokat Peter Rønnow, DLA Piper, mens tidligere direktør i Rodkjær Event og executive advisor i First Chair Group, Ole Daugbjerg, i lighed med Søren Vestergaard fortsætter i bestyrelsen som arbejdende medlem.
Vi er rigtig tilfredse med, at vi gennem en årrække har kunnet bidrage til, at Mikael Rodkjærs livsværk står endnu mere trimmet og klar til at indtage fremtiden. Vi bevarer både selskabsmæssigt og personligt en god relation til Rodkjær Event
Rodkjær Event har kontor og lager i Solbjerg ved Aarhus.