Pluss uddanner 22 ”bæredygtigheds-konsulenter”

Konsulenthuset Pluss kunne sidst i juni overrække et vigtigt diplom til 22 akademikere, som igennem de sidste seks uger har deltaget i et lærerigt forløb for ledige akademikere i Københavns Kommune. Pluss har stået for hele forløbet, der har haft til formål at klæde de jobsøgende akademikere bedre på til markedets stigende efterspørgsel af kompetencer i bæredygtighedsrapportering (ESG-rapportering).

Københavns Kommune har ambition om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad. Derfor har kommunen iværksat en række initiativer, der skal føre byen i en bæredygtig retning. Herunder sikre at virksomhederne har de kompetencer, de skal bruge for at kunne omstille sig.  

”Bliv bæredygtighedskonsulent” er et af initiativerne, som klæder ledige akademikere, der er tilknyttet Karrierecenteret, på med specifik viden om og værktøjer til bæredygtighedsrapportering. Således kan de tilegne sig yderligere kompetencer, virksomhederne efterspørger, og som er aktuelle i lyset af direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering. 

Forløbet begyndte med to ugers kursus i hos Pluss, hvor kursisterne blev uddannet i de nuværende og kommende krav til bæredygtighedsrapportering, som følger af et EU-direktiv. Det rammer i første omgang de store virksomheder, men indirekte også de mange SMV’er, der indgår i deres værdikæde. Herefter har kursisterne været ude i 10 forskellige SMV’er, hvor de gennem fire ugers praktik er dykket ned i virksomhedernes data, skabt overblik og sat relevant data op i brugbare skabeloner, virksomheder kan bruge fremadrettet.

Værdiskabende kompetencer

Ved afslutningen af forløbet kunne ledelserne fra de deltagende virksomheder fortælle om den værdi, forløbet har skabt i deres virksomheder. Ledelserne oplever at have fået hjælp til at imødekomme et stigende krav til bæredygtighedsrapportering fra kunder og samarbejdspartnere. Normalt har de ikke interne ressourcer til at finde de relevante data og udarbejde rapporterne, ligesom det kan være svært at rekruttere eksperter på området, da de få, der findes, ofte snuppes af de større virksomheder.

Også kursisterne har efterfølgende meldt positivt tilbage om forløbet. Foruden en fornyet energi i jobsøgningenen kan de efter forløbet sætte en efterspurgt kompetence på CV’et inklusiv en god case. Det er tredje gang Pluss holder bæredygtighedsforløb for ledige akademikere i Københavns Kommune, hvilket både tidligere og nu har ført til job for flere af de ledige. 

Der var i alt 45 ansøgere til forløbets 22 pladser, hvor 10 virksomheder havde takket ja til at stille praktikpladser til rådighed.

 

Om Pluss

Pluss bistår virksomheder, organisationer og samfundsinstitutioner med at udvikle og realisere deres potentialer via udvikling af governance, strategi, ledelse og organisation, samt skaber overblik, beslutningsgrundlag og læring gennem strategiske analyser og evalueringer.

På vores fire forretningsområder *Forsyning *Arbejdsmarked *Uddannelse *Business har vi sektorindsigt og spidskompetence i rådgivning på områder, der både er underlagt politiske og markedsmæssige vilkår.

Vi sætter vores faglige spidskompetencer i spil sammen med kunderne, så vores rådgivning skaber værdifuld fornyelse på en fair og åben måde.

Vores 35 konsulenter har akademiske uddannelser inden for planlægning, økonomi og humaniora. Mere end halvdelen af konsulenterne har mere end ti års erfaring fra lederposter i internationale koncerner eller konsulenterfaring. De yngre konsulenter har erfaring i at omsætte de nyeste teorier og metoder til brugbar praksis.

Læs mere

 

Andre nyheder fra FCG